Bonnie ‘Prince’ Billy
Sangeren Will Oldham, der musikalsk er lige så smuk, som hans fremtoning er mindre heldig, drog sidste sommer rundt i de amerikanske sydstater under sit poetiske alias Bonnie ‘Prince’ Billy. Denne rejse er blevet til ét af de bedste livealbums nogensinde, med den lige så poetiske titel, ‘Summer in the Southeast’.
Ordet “live” får ny betydning, når Oldham og hans seks mand store orkester spiller de ætsende folk-, rock- og country-sange fra egne albums med afstikkere til sit tidligere band Palace Brothers. Besættende kildes og kradses man inde under huden af Oldhams stemme og bandets intet mindre end ufattelige sammenspil, der i sit kraftfulde udtryk er derude, kun musikere af blod og tårer når i nærheden af.
Nyd især Peter Townsend, der bag trommerne spiller telepatisk nærværende op til Matt Sweeneys guitar lige fra den tragiske sang ‘Master and Everyone’ lægger ud. Og som fortsætter i ‘Wolf Among Wolves’ lige så kraftfuldt med Oldhams intense og altid varme stemmes indleven at slutte sig omkring.
Disse tidligere akustiske sange er ved hjælp af små midler omarrangeret og næsten uigenkendelige, imens sange som ‘Death To Everyone’ og ‘I See a Darkness’ både lyder som oplægget og spilles så indlevet, at de næsten bliver til nye sange i sydstaternes sommernætter. Det er således, ordet “live” tolkes af Will Oldham, og således ‘Summer in the Southeast’ er et album, der bliver ved at vokse gang efter gang.