Diverse kunstnere
Det er en ganske overvældende oplevelse at lade sit sanseapparat stille til rådighed for dette boxsets overflødighedshorn af vellyd og energi fra dette års Live 8-arrangement. Som ved Live Aid for tyve år siden var det nok en gang Sir Geldorf, som måtte agere repræsentant for vores kollektive dårlige samvittighed og være primus motor for tidernes største koncertbegivenhed, der skulle skabe større fokus på Make Poverty History-kampagnen. De resulterende koncerter havde et helt mageløst lineup, hvilket de fire dvd’ers ti timers samlede spilletid med al ønskelig tydelighed dokumenterer.
Højdepunkterne er mange, og ikke overraskende er U2, Muse, Placebo, The Killers, Faithless og Neil Young at finde blandt dem. Men genforeningen af Pink Floyd overskygger alt. At se David Gilmour og Roger Waters på samme scene igen et kvart århundrede efter Waters’ turbulente exit – begge endda med tendenser til et stift smil på læberne – er næsten gåsehudsfremkaldende.
Hvad enten man smagsmæssigt befinder sig i den brede mainstream eller ude i de mere perifære afkroge, byder dette boxset på lækkerbiskener for alle. Normalt bør der udvises skepsis overfor udgivelser baseret på spredehaglstrategien, men dette er et sjældent vellykket eksempel på, hvor fremragende det kan gøres. Jeg kæmper dog stadig med at acceptere tilstedeværelsen af vederstyggelighederne UB40, Bon Jovi og Bryan Adams…