Dawn Landes

Dawn Landes kunne meget vel være lillesøster til både Cat Power og Bright Eyes. De er fælles om den indadvendte og lidt pudsige singer/songwriter-stil, der trækker på både indiepop og afdæmpet americana.

Men Dawn er den lillesøster, der sidder i et hjørne og er muggen over, at hendes musikalske storesøskende er både kønnere og mere populære end hende. Derfor dyrker hun bevidst det skæve og utilpassede i sin musik til en grænse, hvor det ikke længere er spændende, men bare irriterende.

Der er klimprende guitar/klavermelodier med svigtende lillepigesang, tilsat traffikstøj, harmonika og klokkespil. Det er som om, at hvert nummer skal rumme instrumenter, der ikke stemmer, eller rytmer der er ude af takt. Der er fine detaljer i mange af sangene, men der er puttet så meget “indie-korrekt” særhed og tværhed ned i dem, at man efter seks numre keder sig bravt.

Men så sker miraklet. På ‘Scars’ tager den utilpassede søster på druk med en flok guitargutter på én af americanaens mange skumle whiskeybarer. Dawn trækker i læderjakken og lader både stemme og guitar rocke og ruske i den temmeligt overraskede lytter. Der er en fremdrift og tyngde i nummeret, som virkeligt giver hende den gennemslagskraft, pladen ellers mangler.

Desværre er ‘Scars’ en enlig svale. Herefter vender den sure lillesøster tilbage til sit hjørne. Dawn Landes burde indspille sin næste plade under en lang druktur – så behøver hun ikke være tvær eller sær længere.