My Morning Jacket

Holdt sammen af en ensom og ganske tidsløs tilgang til sangskrivningen, rammer My Morning Jacket med deres fjerde album ned i en rig åre. Uforglemmelig klassisk highway-country, soul og bluesy rock’n’roll blandet med ekkoet fra noget mere moderne og vanvittigt a la Flaming Lips eller Galaxie 500. Det er først og fremmest god, amerikansk musik med storartede melodier og småskøre indfald.

I forsanger og guitarist Jim James, har amerikanerne fra Louisville, Kentucky en både stabil og alsidig frontmand, der trækker bandets ganske høje musikalsk niveau et par ekstra karakterer op. Han leverer virkelig varen. Allerede slutningen på åbningsnummeret ‘Wordless Chorus’ giver en forsmag på en forsanger i et rockband, der vil vise og ikke mindst give langt mere end blot show-off attitude. My Morning Jacket står bestemt heller ikke tilbage for at levere den finfølte, minutter lange guitarsolo i ‘Lay Low’, som også Led Zeppelin virkelig formåede at gøre det. Og hvor er det dog befriende at høre, at det stadig kan fungere.

Men der er også mere lavmælte kærlighedsstunder, som under en stor åben og stjerneklar fløjlshimmel i ‘Into The Woods’ og ‘Knot Comes Loose’. Det er insisterende, troværdigt og særlig dybtfølt. James spørger »Is this climbing up to the moon / Or is it bailing too soon / I hope we didn’t wait too long« i ‘Anytime’. Svaret kan vel kun blive, at der skulle være alle mulige chancer for, at My Morning Jacket ikke har ventet forgæves. Med ‘Z’ har bandet derimod kreeret et fornemt lille stykke kunst, der vil kunne give smil på læberne, kærlige glimt i øjet og håb om bedre og rare tider.