Thåström

Til alle de uforbederlige pessimister eller klarsynede realister, der grumt belært af det temmelig kaotiske 2005 ikke sådan lige springer jublende ind i 2006: frygt ej! For hører man samtidig til de sødsuppe-fantaster, der tror på, at musik kan redde sjæle og gøre det hele lidt mere overskueligt, er der med svenske Joakim Thåström bulletiner om, at det nye år måske ikke bliver så skeløjet endda.

Den gamle punker Thåström, der efter sigende er lidt af en institution på den anden side af sundet, men bosiddende i København, har nemlig lavet en plade, der oser af varme, nærvær og forslået følelse, der gør godt at skutte sig til i en råkold tid. Det er ikke de store musikalske kuskeslag, der gør at ‘Skebokvarnsv. 209’ gør sit til at stampe lidt blodomløb i nordiske vintertrætte kroppe. Thåström anno 2006 lyder mere som en afdæmpet kærlighedssyg troubadour end en rabies-ramt Johnny Rotten.

Imellem de forsigtigt dalende trommeslag, sagtmodige og sentimentale klaverfigurer og klangfulde akustiske guitarakkorder er det dominerende instrument lyden af Joakim Thåström, der eftertænksomt og nogle gange lettere frustreret klør sig i skægstubbene og kører fingrene gennem håret mens tankerne flyder i kammeret på Vesterbro. Sådan i overført forstand, forstås, for følelserne og minderne inkarneres smukt og rørende i svenskerens sprukne og dog indfølte vokal, der har masser af år, bitre og glade erfaringer på det slidte stemmebånd.

Lidt mere genstridige og insisterende medrivende sange er repræsenteret ved ‘Främling Överalt’ og ‘När Muren Föll’, hvor slægtskabet med en rusten Nick Cave anes i den mørke understrøm. Men ellers er det smult vande, der bringer ‘Skebokvarnsv. 209’ mere end tørskoet i land.

Helt sublimt blandt de 11 numre står åbneren ‘Brev til 10:e Våningen’, der er et trip ned ad memory lane og med lidt god vilje en brav hyldest til livet. Og ‘Fanfanfan’, der topper hitlisterne hjemme i Sverige, er en forbandet rørende, men fuldstændig uskabet, traver fuld af fortrydelse og selverkendelse.

Lad 2006 blive som Thåström og hans ‘Skebokvarnsv. 209’: ærlig, med hjerte og kun alt for velvidende om gamle faldgruber og fejltag.