Dicte

En anmelder for et større dansk dagblad skrev engang, at Dicte er den type kunstner, der virkelig får de mandlige anmeldere frem i stolen. Underforstået, at ikke blot havde kvinden talent, hun var også hamrende lækker, og det krævede sin (mandlige) anmelder at stå distancen. Det er cirka ti år siden, og Dicte har siden da ændret lydbillede og stilart et par gange, og har fornylig slået sig sammen med sin turnégruppe The Sugarbones i forbindelse med indspilningerne til sit nye album. Men betagende er hun stadig – også for en kvindelig anmelder.

Dicte har denne gang givet sig i kast med en mere moden og rocket lyd, og ud af det er der kommet et album, der med et højt energiniveau og en kraftig insisteren møver sig ud gennem højtalerne. Og på samme måde er Dictes karakteristiske stemme et så insisterende og centralt element i musikken, at man fanges i en hun-edderkops spind og først sættes fri, når albummets sidste nummer toner ud.

Et særligt interessant nummer er duetten ‘Cool Winds’ med Kasper Eistrup. Deres stemmer klæder hinanden fortrinligt og nummeret er et af den slags, der bare vokser, for hver gang det høres. Man kan nærmest undrende spørge sig selv, hvorfor denne konstellation ikke er hørt før?

Som andre danske kunstnere, har Dicte været på opdagelse i Brian Enos albumklassiker ‘Here Come the Warm Jets’ og har derfra hevet numret ‘Baby’s on Fire’ frem. Fortolkningen er en af pladens mest vellykkede sange, en bittersød kommentar, hvor Dictes rå, men stadig pigede, stemme bindes sammen med engergiske og syrede guitarer. Paradoksalt nok understreger dette nummer dog også, at resten af albummets tekstunivers forbliver en uinteressant affære, hvor man aldrig bliver helt opslugt eller helt bevæget. Teksterne forekommer simpelthen for distancerede, og man undrer sig over, hvad Dicte i virkeligheden vil fortælle?