Jack Johnson and Friends
Jack Johnson har på imponerende kort tid bevæget sig fra at være en godt gemt surferhemmelighed fra Hawaii til at være på alles læber de steder, hvor ‘nede-med-de-fede’-namedropping er en etableret disciplin. Hans vel modtagne ‘In Between Dreams’ følges nu af et soundtrack til filmen om den måske største kendis blandt aberne, vi snakker selvfølgelig om Peter Pedal, the one and only. En opgave, der uden tvivl er taget meget seriøst af Jack Johnson at dømme ud fra den musikalske kvalitet i det, der meget vel kunne være endt i kantede, budskabsløse banaliteter.
Det musikalske slæng, bl.a. bestående af en Ben Harper på kort visit, er kørt i den gammelkendte, tilbagelænede blues-folk-stilling og leverer politisk korrekte budskaber i en børnevenlig indpakning uden klamme bussemænd eller fedtede fingre. På helt og aldeles mærkværdig vis fungerer selv en verselinje som: “If you’re going to the market to buy some juice, you’ve got to bring your own bags and learn to reduce your waste” uden at man kløjs i den løftede moralske pegefinger. Netop fordi Jack Johnson ikke har haft for travlt til også at få hjertet med. En cd proppet med legesyge og vigtige pointer, som ofte forsvinder i dagens disneyficerede børneunderholdning, serveret, uden at det bliver hverken patetisk eller omklarende. For børn mellem 4 og 99 år.