Jason Collett

Bedst som man troede, at nu havde den ‘nye canadiske bølge’ toppet, og det ligesom ikke var muligt at opdrive endnu en musikalsk overraskelse fra Canada, ja så dukker Jason Collett op med sit nye udspil ‘Idols of Exile’ og slår endnu engang fast med syvtommer søm, at de der canadiere virkelig har gang i noget helt rigtige.

Og det er måske slet ikke så underligt endda, for ikke nok med at Jason Collett udgiver materiale under eget navn, han fungerer også som guitarist i gruppen Broken Social Scene og tilhører miljøet omkring det succesfulde pladeselskab Arts & Crafts, der har navne som Stars og Feist i bagkataloget.

Albummet er lydmæssigt en skøn forening af alternative country og americana tilsat et gran af enkel canadisk indiepop forenet i catchy melodier, dog hele tiden med den akustiske guitar og Colletts stemme som det centrale omdrejningspunkt. Undervejs får Mr. Collett hjælp af vennerne fra Broken Social Scene og Stars, og skønne kvindestemmer i form af Feists og Emily Haines’ (Metric) komplimenterer i fine duetter på flere af albummets numre.

‘Idols of Exile’ er måske Colletts forsøg på at skubbe ungdomslivet i forstæderne til Toronto ud af systemet, i hvert fald bliver der fortalt humoristiske historier om somre, hvor pigerne forsvandt i tåger af pot og druksyge i datens bil, og forsøgene på at slå tiden ihjel for ikke at miste den pige man elskede. Om Southern Comfort, sex i kærestens kælderværelse, druk bag shopping mall’en og rock’n’roll-tekster. Albummet er et ærligt og personligt dokument over en tid, der forsvandt, og hvad der kom efter.

Jason Collett. 'Idols of Exile'. Album. Arts & Crafts/V2/Bonnier Amigo.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af