Madlib
Madlib har et arbejdspendul, som må køre i døgndrift. I løbet af et år lægger han gerne navn til 2-3 udgivelser, lige som han producerer et lignende antal albums for andre rappere. Den californiske producer hører da også til blandt hiphoppens absolutte sværvægtere. Det understregede han sidste år med udgivelsen af det andet album med sit skæve og heliumindtagende alter ego Quasimoto og produktionen på MED’s forrygende debutalbum.
Dette års første projekt er en kollektion af instrumentale numre, hvoraf første halvdel tidligere har været udsendt i begrænset oplag forbeholdt de mest dedikerede fans og vinyl-fortalerne. Til den digitale udgivelse har Madlib tilføjet en part to og på linje med sin tidligere labelmate og kollega, den nu afdøde J Dilla, har han skabt et konceptalbum med mange (35!) korte numre i et langt mix.
Albummet fungerer som en film, der er opdelt i scener og hvor Madlib med sine produktioner skaber soundtracket og billederne hos lytteren. Det sker med et væld af varierede og støvede trommer, jazzede loops og abrupte klipperytmer. Madlib har også gravet dybt i de fine årgange af vintage-udgivelser fra 60’erne og 70’erne, og har som altid fundet adskillige guldkorn der tilsættes i form af delikate vokalsamples, skæv filmdialog og sågar gamle instruktionsbånd.
‘Beat Konducta’ giver et fint indblik i Madlib’s fascinerende, idérige og særegne beatunivers og fungerer fremragende som en slags statement for en producer og hans arbejdsproces. Det gør den dog også svært tilgængelig for begyndere og klart mest interessant for kendere og andre feinsmeckere, der lige som undertegnede, ser Madlib som en af hiphoppens ypperste fornyere.