Neil Diamond
Med ’12 Songs’ i ørerne sendes man ind i kærlighedens mangefacetterede rum. Har man som undertegnede lyttet til Neil Diamond gennem flere årtier er denne cd noget nær vederkvægende – takket være den gamle fan, produceren Rick Rubin (der har produceret bl.a. Tom Petty og Johnny Cash´s præmierede trilogi).
For år tilbage ansporede Rubin den sprøde, guldrandede sangsmed til at skrive nye, nøgne sange og spille guitar til. Her 40 år efter debuten med en stor, lidt broget karriere bag sig er det en indtrængende Diamond vi nu møder. Sangene kredser om tillid, tro, fortvivlelse, tab, Gud og sangkunst og har masser at sige om kærlighedens vilkår nu og her. “I´m too old to pretend”, slår Diamond fast, og går så ellers i kødet på det usagte med nagende selverkendelse i nummeret ‘Evermore’: “…Was it love/ Or just illusion?”.
Han fortsætter i indtrængende bøn på ‘Save Me a Saturday Night’, afløst af moden ekstase på ‘Delirious Love’ (som man også får som bonus-udgave kor-sekunderet af selveste Brian Wilson) for siden at byde på religiøst ladede sange med ‘Man Of God’ som højdepunktet.
På de sidstnævnte demonstrerer Diamond sin sjælfulde, dramatiske sangskriverpower. ’12 Songs’ er ét stort udtryk for den 65-årig romantiske sangsmeds insisteren på sangen & musikken som altoverskyggende midler til at forstå vores liv igennem. Denne cd er det bedste Niel Diamond har bedrevet siden ‘Beautiful Noise’ i 1976.