Kenneth Bager
Forårskriller og kærlighed. Kenneth Bager, hjernen bag Dr. Baker, har lagt KAOS på hylden og fundet indre ro. Fragmenter af drømme er sat sammen i et univers, hvor det akustiske møder det elektroniske i små sværmeriske kompositioner, som med legende lethed sætter sig i maven.
Pladen er første soloudspil fra manden, der om nogen har skabt fundamentet for club-scenen og den elektroniske musik i Danmark. Væk er tempo og vildskab, og ind er kommet blide pop-produktioner med svævende vokaler skabt i jazzens skær med omtanke og gefühl. Produktionen er en opvisning i sublimt håndværk og musikalsk tæft. Bagermesteren er assisteret af Mikkel Hess og Thomas Troelsen, hvis vignet fra ‘Drengene fra Angora’ er fundamentet for førstesingleudspil ‘Fragment One (…And I Kept Hearing)’. I Kenneth Bagers version flankeret af mundharmonika, Gislís rap og et dovent og jazzet click’n’cut beat.
Det er i de underfundige kombinationer, at albummet lyser op. Som i samspillet mellem et børnekor, et swingbeat og Hans Ulriks flydende saxofon på ‘Fragment Eight (The Sound of Swing)’, eller i det elektroniske ‘Fragment Four (Love Won’t Leave Me Alone)’, hvor Jean Luc Ponty, viser sin virtuositet på en violin. Originalt og elegant.
Albummet fænger, men det overrumplende udebliver. Giv plads til en kende mere kant, og træd gerne ved siden af. For det er ingen skam.