Rasmus Helner
Den amerikanske singer/songwriter-tradition har fået lidt af en renæssance de seneste par år. Skamredet vil nogen måske endda påstå. Rasmus Helner, søn af duoen Lasse og Mathilde, debuterer med albummet ‘Fire in a Stone’.
Det fine ved singer/songwriter-traditionen er, når der for alvor er noget på spil, når musikeren har noget på hjerte, og fortællingerne i sangene kryber ind under huden på lytteren. Men når musikken er så afdæmpet, er det også bydende nødvendigt med et godt tekstunivers, for her bliver netop teksterne stillet til skue. Rasmus Helner har måske nok noget på hjerte, men det bliver aldrig helt troværdigt eller nærværende. Dertil er lyrikken for banal, og hjerte rimer lidt for ofte på smerte. »Baby you sat right there all to long ago / whispered with ease all I had to know«, fra titelnummeret er blot ét eksempel, mens det nærmer sig det studentikose på ‘Everything You Like’: »I have everything you like and a lot more too / and I can push it all aside just for you«.
Og det er en skam, at teksterne trækker i den forkerte retning, for albummet byder faktisk på nogle udmærkede og tilbagelænede rootsrock-melodier, som er båret igennem af støvet guitarspil, og Helners støvede vokal passer fint til musikken.