Spank Rock
Den rystende røv i musikvideoen til nummeret ‘Backyard Betty’, der handler om den labre »ass shaking competition champ«, understreger på mest indlysende vis Spank Rocks tætte tilknytning til booty-musikken, der med basale beats og pik-og-patter-rap har trigget både snerpethed og lalleglade smil med ujævne mellemrum siden 2 Live Crew i midt-80’erne.
Men at afskrive de tre friske fyre fra Baltimore som simple pubertære drengerøve, der vil score sig lidt opmærksomhed på velkendte tricks, vil imidlertid være en af de største fejlbedømmelser i 2006. Ganske vist bider producer Alex Eptons beats sig fast som rap i numsen, og ganske vist er den røde tråd gennem mc Naeem Juwans tekster sexfikseret til det ekstreme. Men når først ‘YoYoYoYoYo’ spinder i cd-skuffen, står det klart, at det først og fremmest handler om at invitere den humoristiske side af hiphoppen med ind på de brandvarme natklubber med numre, der ligger langt ud over det sædvanlige.
Frækheden er gennemgående i det intense forløb, der blander simple 8-bit synth-lyde med nostalgiske nik til 80’ernes digitale drømmeland og med samples og beats fra samme beskidte pulje som grime og eurocrunk. Samtidig er produktionen noget nær fænomenal. Programmeret til præcision som electronica og med små elegante breakcore-tweaks og konstant afveksling både i og imellem numrene. Det lyder præcis så simpelt som det klassiske ord ‘smart’ – kækt, gennemtænkt og gennemført. Seks gange yo! herfra!
Spank Rock kan opleves live torsdag den 1. juli på Rust i København ved Soundvenues fest på årets Distortion Festival. I det nye nummer af Soundvenue Magazine, der er på gaden den 20. april, kan du læse interview med bandet.