Claude Vonstroke
»Hello? Hey, is this thing on?«, ytrer den forvrængede stemme på introen til amerikanske Claude Vonstrokes første album på eget label. Resultatet ligger i hvert fald et sted mellem ‘off’ og ‘on’ til trods for Vonstrokes kreative og humoristiske produktioner.
Det hele begynder såmænd udemærket. Hittet ‘Deep Throat’ med dens melodi af dybe halslyde og groovy basgang er helt i top (tjek desuden musikvideoen af Anthony Ernest Garth). Det samme kan siges om ‘Chimps’, der slår Vonstrokes stil an, tech-funk med mange ligheder med electrohouse, som vi kender fra selskabet Get Physical, hvor dette nummer da også blev udgivet først. Her er chimpanseskrig indvævet i electroloopet med olietrommer på en funky basgang. Det ukonventionelle fortsætter på ‘The Whistler’, hvor et maskulint »uh« understøttes af en drilsk og efterhånden småbelastende fløjtemelodi. Bedre forholder det sig med det smukt komponeret, rolige techhousenummer ‘Who’s Afraid of Detroit’ og det mere aggressive electrohousenummer ‘The 7 Deadly Strokes’ med sine samples fra en ældre Kung-Fu-film.
‘Eastern Market’ har ligheder med Boards of Canadas luftige arrangementer, men hiver sig ikke op over det jævne. Jævne er også de tre remixes Vonstroke har forestået og tilføjet slutningen af albummet. De er eksperimenterende, retningsløse og besidder desværre ikke den samme kvalitet, som John Tejada og Patrick Chardronnet tilfører i deres remixes af hans numre – og dem må man gå andre steder hen for at lytte til.