CSS

De er, ifølge albumtitlen, trætte af at være sexede. Men det sexede kan de alligevel ikke helt lægge fra sig, den brasilianske sekstet CSS. For med den varme, vilde sangerinde Lovefoxxx forførende i front bliver der ikke skortet på sengekants-omkvæd som ‘Lick, Lick, Lick My Art Tit. Suck, Suck, Suck My Art Hole’ eller titler som ‘Music Is My Hot, Hot Sex’.

På en naivistisk, legende og barnlig måde glider det ene charmerende nummer over i det andet og giver en stemning af hede, sydamerikanske sommerdage på stranden med rulleskøjte-tøser i lyserøde hotpants og slikkepinde i munden. Med en sprød og let lyd trækkes tråde til Peaches, Chicks On Speed og Ladytron, mens den pulserende electropop-atmosfære understreges af computer-håndklap og masser af synth.

De legesyge brasilianere driver af selvironi og humor, når de uhøjtideligt starter med nummeret ‘CSS Suxxx’ og konstant balancerer på grænsen mellem kitsch og kikset. Men den livlige energi, funky frækhed og en række catchy melodier holder det hele kørende. Det er festligt, flabet og fængende.

CSS. 'Cansei De Ser Sexy'. Album. Sub Pop/Import.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af