Davenport
Danske Davenport er udansk på en dejlig befriende måde. Debuten fra det ikke helt unge band er nemlig en glimrende opvisning i, hvordan uprætentiøs americana kan lyde, sådan uden for mange bagtanker andet end at spille en røvfuld gode numre, der appellerer til både hjerte og intellekt.
At Davenport ud over dette til lejligheden har allieret sig med den svenske singer/songwriter og producer Nicolai Dunger, har helt sikkert været et klogt træk. Albummet hænger virkelig godt sammen, og bandet forbliver steady rent genremæssigt. I Brian Mathiesen har gruppen en gevinst af en frontfigur. Hans hæse tilbageholdende stemme og mørke skarpe tekster sætter et afgørende fingeraftryk på hele albummet. Der sættes en heftig og støvet dagsorden, og det er svært ikke at blive mindet om både Christian Kjellvander og Jayhawks.
Davenport kommer virkelig godt fra start med dette første udspil. Det er god musik til voksne mennesker, og så er der sgu tilmed plads til en guitarsolo.