She’s Spanish, I’m American
Bag navnet She’s Spanish, I’m American gemmer sig den produktive amerikaner Josh Rouse og hans spanske kæreste Paz Suay. Sammen har de begået ep’en, som er indspillet i hjemmestudiet i deres spanske hjem. Fem fine popsange, der er rigtig vellydende, for Josh Rouse er en dygtig popsnedker, der kan skrue en melodi sammen, som man kan nynne med på, så snart man hører den, og som går lige i danseskoen.
Det er gode popsange, men bag vellyden mangler der noget kant, og det bliver aldrig rigtig interessant. Det er pænt og nydeligt, men der er ikke noget på spil, og det virker som om, at Rouse og Suay ikke rigtig har noget på hjerte. De glade sange kan nok give et smil på læben, men de lyse keyboardmelodier er så luftige, at de truer med at svæve helt væk, inden de når at gøre et indtryk på lytteren.
Rouse og Suay kæler for hinanden med vokaler, der er så fyldt med sødme, at det næsten er for meget. Og selv om Suay giver den på alle tangenter med sexet spansk accent i de passager, hvor hun synger alene, så kan det kun redde et hæderligt indtryk hjem.