Mouritz/Hørslev Projektet
Der er kommet et nyt makkerpar på den danske musikscene, og hører man til dem, som holder af finurlige, danske teksteskapader, der flankeres af en skramlet og charmerende vokal og skæve musikalske ideer, vil man ikke blive skuffet.
Duoen består af sanger og komponist Mads Mouritz og forfatteren Lone Hørslev, og det er således Mouritz, der yderst kompetent har dannet det musikalske landskab, som elegant smyger sig om Hørslevs tekster. Og det er netop tekstuniverset, som bliver dette albums absolutte omdrejningspunkt. Lone Hørslev besidder nemlig en evne til at beskrive tingenes tilstand ærligt og nøgternt samtidig med, at hun formår at gøre det med en sproglig finesse, som man ikke oplever ofte i danske musik.
Teksterne, som ubesværet, ærligt og elegant kredser om alt fra den svære kærlighed over ugler til Trivial Pursuit, rødvin, flytning og ensomhed, bliver gjort til musikalske oplevelser af Mouritz’s fine og skrøbelige stemme. Og lytteren tages med på en rejse ud i afdæmpede og smukke numre som ‘Spiller TP hjemme hos mig’ og ‘Lille krokodille’, mens nummeret ‘Se på mig’ pludselig eksploderer i en herlig støjende, bidsk rock.
Der ingen tvivl om, at samarbejdet mellem Mouritz og Hørslev er et smukt resultat af, hvordan lyrik og musik kan og bør forenes. Så man må håbe på, at duoen agter at fortsætte samarbejdet, for alt andet ville være synd og skam.