Marybell Katastrophy – grænsesøgende adfærd

Diagnose? Doktor Beat ville kalde det grænsesøgende adfærd, det de fem århusianerne fra Marybell Katastrophy udviste. Forskudte rytmer, electrobeats, skrattende instrumenter i en forskruet fusion med jazztangenter, westernguitar og tre kraftige kvindevokaler. Grænsesøgende opførsel, ok, men langt fra borderline.

Det legelystne band fremviste gedigen personlighed, da de afsendte deres elektroficerede popnumre, og publikum var især glade for ‘Slabiak’ og ‘Hit’. Marybell Katastrophy med ex-Tiger Tunes-medlemmet Marie Højlund i front blev annonceret som noget af det “pt. mest spændende og lovende fra det jyske”. Måske fordi de i højere grad end andre danske (jyske?) musikkollektiver eksperimenter med lydbilledet og for længst har overtrådt diverse genregrænser.

Onde tunger ville mene, at deres frie leg på Roskilde-scenen blev en anelse for fortænkt og tvangseksperimenterende. De rare havde derimod svært ved at holde øjnene og ørerne i ro, når de tre piger i forgrunden sang ud og ramte en stemning, som man kender fra bands som The Sugarcubes og First Floor Power.

Marybell Catastrophy var et både spændende og lovende bekendtskab, eksperimenterende og grænsesøgende, men de kunne sagtens slippe formerne endnu mere, uden at høre et ondt ord herfra.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af