Aaron

Det er relativt sjældent, at franske musikere udgiver album, der opnår stor international omtale. Men på dette debutalbum fra duoen Aaron, er niveauet faktisk højt nok til at gøre sig rigtig godt i kampen om at kunne oplyse en til tider noget mat og unuanceret international pophimmel.

Flankeret af massiv succes i hjemlandet, primært fordi nummeret ‘U-Turn (Lili)’, blev udvalgt til at være titelnummeret i populær fransk film, er Aaron således klar til at lade resten af verden møde deres smukke melankolske popsange.

Langt de fleste numre baseres primært på klaver, diskrete elektroniske trommespor og lydflader, hvilket bevirker at fokus automatisk bliver drejet i retning af Simon Burets smukke vokal, der smyger sig elegant omkring de fine gennemtænkte melodier.

Hvis man kan se bort fra, at det ikke ligefrem er nytænkning og fremsynethed, der præger denne udgivelse – og tør man i stedet lade sig forføre af denne franske melankoli – vil man opdage, at der her er tale om et gennemtænkt og afdæmpet popalbum. Et album, der består af en samling flot afstemte numre, der formår at få det bedste ud af relativt få og simple virkemidler og som uden tvivl vil egne sig fortrinligt til at gå efterårets stadig mørkere tider i møde.

Aaron. 'Artificial Animals Riding on Neverland'. Album. Discograph/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af