Willie Nelson
På trods af at han har 75 år og omtrent lige så mange plader bag sig, tyder intet på, at Willie Nelson har tænkt sig at sætte det andet ben i graven lige foreløbigt. En udgivelse om året er ikke unormalt for den aldrende country-dissident, og det besynderlige er, at Willie Nelson holder et enestående højt kunstnerisk niveau, selv i det der nok desværre må betegnes som hans livs efterår.
På ‘Moment Of Forever’ får den potrygende texaner hjælp fra Nashville-giganten Kenny Chesney, som noget ironisk har skabt sin egen karriere inden for den kommercielle del af countryen, der for 30 år siden ellers drev Willie Nelson på flugt fra Nashvilles regelrytteri og profit-prostitution. Men uanset hvad undertegnede end måtte mene om Kenny Chesney, så er der noget i hans kompetente, flotte og detaljerige produktion, der får det bedste frem i Willie – noget selv ikke Ryan Adams evnede, da han for to år siden satte sig i producerstolen på albummet ‘Songbird’.
Willie lyder derimod genfødt i hænderne på Chesney, og sammen har de skabt et opløftende, charmerende og helvedes underholdende album, hvor Willie leverer sin sejlivede americana og sjaskede countryballader med fornyet kreativitet og kærlighed. Næh, der er ingen grund til at lukke bogen om en af tidernes største countrylegender, for Willie er efter alt at dømme kun lige gået i gang med et nyt kapitel. Strålende!