Headlights
Illinois-bandet Headlights er nærmest indbegrebet af moderne indiepop: To mænd, en kvinde og en bunke farverige, melodiske bolsjer af den slags, man som regel lige skal tygge en ekstra gang på, før man falder for smagen. Problemet er selvfølgelig, at man risikerer aldrig rigtigt at få smag for dette kulørte og kalorietomme sukkerstads.
Sådan er det med dette andet album fra Headlights. På mange måder sympatisk og vellydende, men det er måske netop problemet – sjældent mødes man af det uventede og interessante, og pludselig er pladen slut i al ubemærkethed. Hvor 2006-debuten ‘Kill Them With Kindness’ rummede en større grad af sfærisk og stryger-belagt fordybelse, er ‘Some Racing, Some Stopping’ i langt højere grad inspireret af 1960’ernes pigepop og Phil Spector-produktioner i kort og stram indpakning.
Men det er altså, når skrøbeligheden og forsanger Erin Feins engle-agtige og drømmende vokal får lov at stå stille i luften, som på den krybende ‘So Much For the Afternoon’, Headlights fungerer bedst. Også afslutteren ‘January’ byder på mere af samme, vanedannende skuffe – en slikskuffe der desværre bare bliver åbnet alt for sjældent.