Neon Neon
Der burde følge lysstofrør, pangfarvet festtøj og en flaske Martini med, når man køber Neon Neons debutskive. 80’erne er nemlig omdrejningspunktet på produceren Boom Bip og Super Furry Animals-forsangeren Gruff Rhys’ elektropop-projekt. Et konceptalbum om jetset-bilkonstruktøren John DeLorean, der blev berømt for sin stainless style-sportsbil (den fra ‘Tilbage til fremtiden’-filmene) og en større FBI-sag om narkosmugling.
Albummet rammer ind i en tid, hvor mange har omfavnet de festlige firser og new wave-romantikken. Men mest af alt har den ‘bare’ fokus på den gode popsang, og det gennemførte tema til trods, så formår duoen at forene nostalgi og nutidig coolness. Det høres bedst på den kække ‘Trick for Treat’ og den skamløst dampende ‘Sweat Shop’, der nok trækker på hiphop som 2Live Crew og Bell Biv Devoe, men også tilføres nye dimensioner med falset og etniske strygere, som selv hipsterne i både Spank Rock (der i øvrigt gæster førstnævnte nummer) og The Cool Kids må misunde.
Til gengæld er den rendyrkede 80’er-pop i højsædet på ‘I Told Her on Alderaan’ og ‘Steel Your Girl’, der lyder som glemte sange fra Thompson Twins eller Rick Springfield. Og på de to sværmeriske popperler ‘I Lust U’ og ‘Raquel’ træder synthen frem og blandes med italo disco og insisterende refræner om overfladisk berømthed og DeLoreans forhold til sexsymbolet Raquel Welch. Alt sammen pokkers fængende og vanedannende. Som tidløs pop skal være.