Loney Dear – modig troubadour
Loney Dear kan noget med ørehængere. For et par år siden var det nummeret ‘Ignorant Boy, Beatiful Girl’, der satte sig fast i flere uger og dukkede op på de mest ubehjælpsomme tidspunkter med sin barnlige melodilinje.
På Emil Svanängens seneste album ‘Dear John’ er det på samme måde med åbningsnummeret ‘Airport Sorroundings’, der ligeledes indeholder en af de ‘nanana’-passager, som han på det nærmeste har gjort til sit trademark.
Og det var netop numrene fra ‘Dear John’, som udgjorde første del af koncerten på Lille Vega, der var pænt fyldt op af et alt andet end søndagstræt publikum. Sange som ‘I Was Only Going Out’ og ‘Everything Turns to You’ stod frem som tydelige beviser på, at Loney Dear virkelig er modnet som sangskriver og evner langt mere end blot fængende melodier. Med et velspillende band i ryggen lykkedes det at genskabe den både dystre og melankolske stemning, der præger albummet, om end nogle af dets mange keyboardflader gik tabt i koncertformatet.
Live er det især Svanängens stemme, der tiltrækker sig opmærksomheden, for man kan ikke lade være at blive imponeret over dens mange facetter, der går fra det fuldstændig skrøbelige, næsten hviskende til det intenst insisterende, når der lukkes helt op for sluserne.
Mod den lidt korte koncerts slutning tog bandet hul på en række af de ældre numre, hvor især ‘The Meter Marks OK’ stak positivt ud. Her agerede Svanängen dirigent og fik publikum til at synge med på kor. Og hvad der sikkert ville have været corny i andre sammenhænge virkede her helt rigtigt, fordi det understøttede billedet af Loney Dear som en både menneskelig, ægte og modig troubadour.