The Decemberists

‘The Hazards of Love’ minder om en vaskeægte rockopera med dramatiske scener og fantasifulde karakterer, der gennemgår store følelsesmæssige omvæltninger. Hver figur udtrykkes af forskellige sangere, og det gennemgående tema er kærlighedshistorien om Margaret, der forelsker sig i William men må grueligt meget igennem. Margaret bliver både voldtaget og bortført, mens William må kæmpe mod sin egen mor – en ond og jaloux skovdronning.

Musikken er en krydsning mellem britisk folk med akustiske instrumenter som bouzouki, harpe og banjo og progrock lig Jethro Tull og Pink Floyd, der krydres med mere klassisk hård rock, som Led Zeppelin og Black Sabbath spillede den. De tunge riff skaber en koldblodig kontrast i numre som ‘A Bower Scene’ og ‘The Queen’s Rebuke/The Crossing’ til de idylliske øjeblikke som i ‘Isn’t It a Lovely Night’, der drives frem af akustisk guitar og harmonika.

Albummets numre er bundet tæt sammen og for at få den fulde oplevelse, skal det lyttes til i hele sin udstrækning. Her virker en times spilletid dog skudt en anelse over målet. Bedømt som helhed lykkes det meget ambitiøse projekt dog næsten fuldt ud. Sangene er spændende at lytte til, enormt grandiose, melodiøse og afvekslende i forhold til historiens gang. Og risikoen for at lyde som en kikset og overpompøs parodi i denne genre er ellers temmelig stor. Men historien får hele tiden ny næring med de forskellige sangeres vokaler samt nye instrumenter og anderledes kompositioner albummet igennem.

The Decemberists. 'The Hazards of Love'. Album. Rough Trade/A:larm.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af