The Raveonettes – middelmådig vintage

Med deres kulsorte storbyromantik og sange om sex, coke og kvinder uden samvittighed virkede det på en måde lidt pudsigt at se The Raveonettes på Beatdays store scene, hvor de lørdag eftermiddag – ironisk nok –formåede at spille solen frem på en dag, hvor sorte skyer truede. Desværre med en koncert som aldrig rigtigt hævede sig over middel.

The Raveonettes har med årene fået opbygget sig deres egen lille, solide sangskat. Desværre virkede det på Beatday lidt som om, bagkataloget blev sat på shuffle, og lettere forglemmelige numre som ‘Here Comes Mary’, ‘Red Tan’ og den noget døsige ballade ‘Expelled From Love’ virkede overflødige og flade. Til gengæld fungerede nye sange som singleforløberen ‘Last Dance’ og især ‘Gone Forever’ upåklageligt. Her sad de pletfri vokalharmonier lige i skabet, og der var sund smæk på både støj og melodi. Det lød som ‘vintage Raveonettes’ og lover rigtig godt for bandets kommende album ‘In and Out of Control’, der som bekendt er kommet til verden under hjemlige himmelstrøg i Thomas Troelsens Deltalab.

Men selvom koncerten var plaget af dødvande, er sange som ‘That Great Love Sound’, ‘Love in a Trash Can’ og ‘Attack of the Ghost Riders’ stensikre hits. Og selvom ‘Dead Sound’ og ‘Aly, Walk With Me’ fra ‘Lust Lust Lust’ hører til blandt de mere lyssky lyspunkter, er de ikke desto mindre to af bandets allerbedste sange. Sammen med de nye godbider trak de op i regnskabet i en ellers lidt anonym koncert.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af