Jay-Z

Der er ikke mange, som kan slippe af sted med at rappe »I don’t run rap no more, I run the map« uden at lyde dumsmart. Det skulle da lige være Jay-Z. Newyorkeren er ikke kun den (måske) største rapper gennem tiden. Han er også en af de få rigtige megastjerner, der kan sige, hvad der passer ham – og få det til at lyde cool.

Det understreges altså på ‘What We Talkin’ About’, som åbner rapperens 11. album. Her vender Jay-Z – efter 2007’s letbenede ‘Kingdom Come’ – tilbage til den karakteristiske og kontrollerende stil, hvor han blander gadekloge rim og beats med poppet appel.

Sådan gjorde han også på de to foregående ‘Blueprint’-plader, der efterhånden må ses som et slags manifest for rapverdenen. Statsoverhovedet hedder naturligvis Jay-Z. Manden med den mytiske aura, som har styr på situationen, sjælen på rette sted og de rigtige statements, der altid lyder som en selvfølge.

Teksterne tager måske ikke fat på meget nyt i hiphop-regi, men Jay-Z leverer altid afrundede argumenter undervejs, som samtidig er med til at afspejle hans charme og status. Rapteknisk er han som altid i særklasse, og produktionerne er med få undtagelser velvalgte og varierede.

Fra den electro-elegante ‘Off That’ og den dynamisk moderne ‘Run This Town’ til den højt ragende hymne ‘Already Home’ og den grumt groovende ‘D.O.A. (Death of Auto-Tune)’ er der bund og bred appel. Selv den afsluttende ‘Young Forever’, der sampler Alphavilles klassiske 80’er-hit, formår han at sætte præg på og gøre, ja, cool.