4Fod

Det er sjældent, at en rapskive er varieret og stadig interessant fra start til slut, men det er 4Fods debutalbum, der er lige så dystert som dansevenligt. Inspirationen fra Suspekt er ikke til at tage fejl af, når der rappes om at lægge ‘Hovedet på blokken’ til tunge orgelklimt.

‘Ramt bunden’ åbner albummet med en god dosis spøgelseskor over et claves-beat med ekko på og spreder lidt uhygge sammen med ‘Dyret i spejlet’ (med Bai-D), der knurres til deprimeret elguitar og sørgelig synth. Andre skæringer (‘Det’ det’, ‘Hæy’ og ‘Rutineret’) er anderledes festlige med synth og blær, hvilket giver albummet en afvekslende lethed midt i tungsindet.

På trods af at rappens niveau aldrig kommer helt op at ringe, er debuten absolut opmærksomhed værd. Det lykkedes nemlig alligevel 4Fod at brænde igennem med de fleste lyrik-leveringer – fordi de har sjælen med, og fordi albummet er pissegodt produceret.

Okay, den røde tråd er tynd, men nu har vi altså også fået stillet vores trang til konceptalbum, og når Machacha er på producerlisten, er der noget at komme efter. Hans minimalistiske signatur-beats, der ofte udgøres af diskrete klik, klap og fingerknips, fungerer lige så godt som på Joe True-debuten, han producerede i 2009.

Det sørgmodige strygerbårne testamente ‘Etagen’ synges hjem af gæstesangeren Claudes bedrøvede hæse stemme, Malk De Koijn hyldes på en vellykket genfortolkning af ‘Jagt’, og ‘Ouha’ viser, at 4Fod også behersker fængende omkvæd – en sjælden kvalitet i dansk rap.

4Fod. 'Hovedet på blokken'. Album. Slow Shark/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af