Caribou – rave på indie-manér

Hvem har sagt, at dedikerede indie-fans ikke kan feste igennem? Efter en lille time i selskab med dette års canadiske Pop Revo-hovednavn Caribou må der i hvert fald være sået godt og grundigt tvivl om denne påstand.

Dan Snaith og hans raske live-svende lagde pågående fra land med psykedelisk powerpop, og det talstærke publikum var fra start med på at afslutte førstedagen af festivalen med en knaldperle af en fest. Herfra var det en fryd at se, hvordan Caribous originale indie-livtag med house-musikken bare satte mere og mere skub i løjerne. Det hele kulminerede til ‘Odessa’ fra det nye album ‘Swim’. Ud fra publikums wuhu-råb skulle man næsten tro, at man var til Blur-koncert, og ‘Song 2’ bragede ud af højtalerne.

Ind til for nylig havde undertegnede aldrig hørt et Caribou-nummer. ‘Swim’ har dog været en øjenåbner, og fremført live vinder den særegne blanding af psykedeliske rocktoner og electro house endnu mere. Caribou formåede at kreere en både legesyg og udfordrende fest, der emmede af housemusikkens repetitive elementer, samtidig med at indie-musklen var spændt til bristepunktet.

Det er frækt at placere trommer og elektronik på forreste parket både fysisk og i lydlandskabet og at lade den forvrængede elektriske guitar gjalde udover det stramme set-up fra tid til anden. Og det er endnu frækkere at byde indie-folket op til hypnotisk stammedans på et sammenkog af distortede koklokker og opklippede vokalsamples, som det skete på ‘Sun’. Jo, Caribou fik så sandelig demonstreret, at man sagtens kan holde rave, selvom man er 100% indie.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af