Spot Festival 2010: Jonathan Johansson – pophimlen tur/retur

Det er ingen hemmelighed, at svenskerne kan noget med popmusik, som er få forundt. Og Jonathan Johansson er bestemt ingen undtagelse.

Med sangene fra sidste års glimrende album ‘En hand i himlen’ i ryggen indtog han fredag aften Store Sal i Musikhuset. Seks mand havde han med sig til at realisere sin voluminøse og drømmende poplyd, der er ligeså stor, som den kærlighed og efterfølgende ensomhed, han skildrer i sine sange. Tears For Fears har afgjort ikke levet forgæves.

Koncerten løftede sig dog kun stedvis op i de luftlag, man kunne have håbet på. Det ene øjeblik blev man sendt på himmelfart af de synth- og rytmetunge ‘Säg vad ni vill’ og ‘En hand i himlen’. Men ikke alle sange var ligeså stærke og besad ikke den samme 80’er-stramhed live som på albummet, og derfor var turen i pophimlen kun på lånt tid.

Johansson kan redde meget ved selv at være en yderst karismatisk skikkelse med højt hår og en fantastisk stemme. Desværre måtte han dele scenepladsen med en flok medbragte musikere, der nok kunne deres kram, men til gengæld ikke havde stået forrest i køen, da Vorherre uddelte personlighed.

Trods indvendingerne ændrer det dog ikke på, at det var ualmindeligt rare tre kvarter i selskab med svenskerens salvelsesfulde popmusik. Med en bedre sætliste og et mere karismatisk band, kunne det have været virkelig godt.