Fastpoholmen

Det blå/gule broderland mod øst har altid været særdeles leveringsdygtig i spartanske og følsomme singer/songwriter-toner. Og gik man og troede, at denne tradition efterhånden havde fundet sin ende, er Fastpoholmen garanti for det modsatte. Også selv om det seneste skud fra den svenske muld faktisk er danskbaseret og ikke nødvendigvis er sammenlignelig med José González og co.

For sigtet er denne gang ikke kun tristesse og melankoli men snarere en mere vuggende ‘hæng ud’-stemning, der ikke forsøger at frembringe de samme tårer i øjenkrogene, men som alligevel virker mindst ligeså inderlig og nærværende.

Fætter/kusine-parret Adam og Dawn Fastholm leverer sødmefuld og sommerlet lejrbålsstemning med afsæt i genrens grundpille, den akustiske guitar, for samtidig at begive sig ud i flere ganske originale reggae-, calypso- og jazzkombinationer, der effektivt supplerer den ellers så genkendelige grundformel. ‘En stund’ er derfor mestendels en feel good-skive af tilbagelænede guitargrooves som på ‘Himlen’ og ‘Gröna løv’, hvor reggae-elementerne giver indtryk af, at Kingston ligeså godt kunne ligge i Sverige, men som først for alvor tager form, når de mere hjemmevante ‘Solen har gått ner’, ‘Godnatt manma’ eller den skævt jazzede ‘Astronaut’ får plads.

Og selv om man sagtens kunne ønske sig lidt mere af sidstnævntes uforudsigelighed, er man stadig garanteret 40 minutters lige dele varme og charme, der kalenderens indikationer til trods nemt får sommeren til at vare lidt endnu.