Hymns From Nineveh
Et klaver anslås. Sagte, men yndigt. Så overtager en blid tenorstemme. »Though you’re young we’ve seen what worry can do / So embrace these worried songs we sing to you«, synges der. Musikken stiger i intensitet. Koret bringes i snak, slagtøjet ankommer, træblæsere nynner ekstatisk, violinstrenge knipses og stryges, alt imens et klokkespil flimrer flyvsk rundt.
Vi befinder os hverken i Det Sixtinske Kapel eller i symmetriske barokhaver, men i Danmark. I selskab med Jonas Petersen og åbningsnummeret fra hans debutalbum under kunstnernavnet Hymns From Nineveh, der indeholder serafisk skønsang og akustisk nærvær. Med albummet tages der hul på et nyt kapitel i fortællingen om den danske indie-salme. En fortælling hvor hovedpersonerne hedder Efterklang, Slaraffenland, Choir of Young Believers og Jong Pang, og fællessangen får vinger. Det gælder også for Hymns From Nineveh. Dog med ekstra tryk på ‘salme’. Der gemmer sig nemlig en udtalt religiøsitet bag de funklende klangrum. Ikke mindst tekstligt, hvor der refereres til assyriske metropoler, jødiske pagter og kristne sangtraditioner. Ja, der tales endog om frelse visse steder.
Jonas Petersen skriver gode sange. Kort og godt. Hans musik er som et evangelium i lyd og et besøg ind i musikalske kirkerum. Dog med enkelte pletter undervejs, især i akustisk regi hvor salmesangskrivningen bliver gjort lige lovlig intern. Men det ændrer ikke afgørende ved, at et glædeligt budskab er blevet os overbragt. Halleluja!