Darkness Falls
Darkness Falls, som består af Josephine Philip fra JaConfetti og bassist Ina Lindgreen, er blevet udråbt som et af de mest lovende danske navne i 2011 – fuldt fortjent, må man sige, set i lyset debut-ep’ens kvalitet. På kun fire numre skaber den danske pigeduo et stemningsmættet lydunivers med kraftige western-undertoner i form kastagnetklapren, nonchalante tambourinslag og ivrig brug af tremologuitar.
‘Darkness Falls’ er produceret af selveste Trentemøller, hvis kærlighed til 60’er-rock og støjpop spøger i kulissen på den sarte ballade ‘Noise on the Line’ og den kækt galoperende ‘Hey!’. Sidstnævnte har allerede givet cowboytøserne en del airplay, og her viser de, at de sagtens kan skabe hits gennemsyret af støvet retroæstetik. ‘Strangers Coming’ er af samme lettilgængelige kaliber: Melodisk og fængende og som taget ud af lydsporet til en Sergio Leone-western.
Det samme gør sig gældende for den instrumentale hymne ‘Paradise Trilogy II’, som dog lugter lidt for meget af filmmusik. Selv om den fungerer som en stemningsfuld afslutter for den lovende ep, kunne man have ønsket, at de havde brugt den sparsomme plads på et regulært nummer. De 15 minutter man tilbringer i selskab med Darkness Falls vækker nemlig en sult efter mere, mere, mere, som først bliver stillet, når debutpladen kommer til efteråret.