Gus Gus

Det er sjældent, man møder navne indenfor dansemusikken, hvis diskografi når op på syv album. Men her er islandske Gus Gus faktisk nået til med ‘Arabian Horse’, som lidt mærkværdigt udkommer på tyske Kompakt, selv om musikken ligger et godt stykke fra den stramme minimal-house, der har gjort pladeselskabet berømt.

Det nye udspil åbner spøjst og en smule malplaceret med ‘Selfoss’, der starter med dyb, dunkel og tungt dubbet house, men undervejs glider over i ren balkan. Derefter koncentrerer Gus Gus sig dog om ligefrem og velproduceret klubmusik, som opdaterer 90’ernes dancelyd med hilsner til navne som Faithless og Deep Dish. Med højloftede klangrum, hvor væggene farves af lige dele house, pop og let trance.

Numre som ‘Over’ og ‘Changes Come’ er effektive anthems til de helt store dansegulve, mens ‘Be With Me’ og ‘Without You’ er himmelstræbende, soulet house med henholdsvis Urður ‘Earth’ Hákonardóttir og Hogni Elisson i den vokale front. De træder en hårfin balance på kanten af det lidt flommede, og når balancen tipper, må de insisterende beats gribe fat om bentøjet og aflede opmærksomheden.

Det lykkes de nu også ganske ofte med, om end ikke uden et lidt forudsigeligt præg. ‘Arabian Horse’ byder på driftsikkert stof til dj-taskerne uden de store dikkedarer, inden lyset slukkes med den stemningsfulde, instrumentale ‘Benches’. Men hvis islændingene også har et ottende album i sig, vil lidt flere kanter være velkomne.

Gus Gus. 'Arabian Horse'. Album. Kompakt.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af