Youth Lagoon

Den purunge, amerikanske hjemmemusikant Trevor Powers er tydeligvis ikke bange for at udstille sine personlige usikkerheder. I hvert fald ikke hvis man skal tro tekstsiden på hans debutalbum under kunstnernavnet Youth Lagoon, hvor han åbenlyst og uden omsvøb behandler teenageårenes drømme og længsler.

Her er skildringer af kæresten, der skred, kærligheden han aldrig fandt, og selvmordet som pressede på. »Get your cannons ready, light the wick / It will take more than an argument to change my mind / so why keep trying?«, hedder det på ‘Cannons’. Men at kalde Trevor Powers for umoden og navlebeskuende ville være at yde ham stor uret. Ikke mindst fordi sangene rent faktisk rummer anseelige kvaliteter.

Det bekræftes fornemt af Powers’ sørgmodige, sprukne tenor, som indhyller albummets elegante popsange i et betagende slør af melankoli og desperation. Ja, flere steder er der faktisk klare afsmitninger fra ligesindede soveværelsestragikere som Daniel Johnston og Mark Linkous. Især på albummets mere introspektive numre. Men der er også stor egenart at finde hos Trevor Powers. Hør bare hans labre, skeletagtige arrangementer, som indhylles i et fintmasket net af yndefulde synthtemaer, lyrisk ringlede guitarer og blide trommeprogrammeringer.

Eller dyrk den liflige, digitale åre, der gennemsyrer flere af albummets sange, og som udstyrer Powers’ teenagebekendelser med en rislende melodifornemmelse. Albummet markerer måske intet nævneværdigt nybrud inden for sit udtryk. Men den er i egen ret en bemærkelsesværdig udgivelse båret af en hamrende smuk sangskrivning. Og det er noget af en bedrift. 

Youth Lagoon. 'The Year of Hibernation'. Album. Fat Possum/Lefse.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af