Hymns From Nineveh
Som erklæret kristen er det væsentligt mere oplagt for Jonas Petersen, med aliasset Hymns from Nineveh, end for så mange andre at lave en juleplade. Og der er da heller ikke skyggen af udspekuleret og kvalmende bjældeklang på ‘Endurance in Christmas Time’, der i stedet byder på tretten smukke og indfølte julesange.
Udgangspunktet er ligesom på debutpladen Jonas Petersens sarte og fine vokal, der bakkes op af akustisk guitar og klokkespil og strygere, når bølgerne går højt. Slægtskabet med Sufjan Stevens og hans glimrende ‘Songs for Christmas’-projekt er til at få øje på, og stemningsmæssigt minder de to meget om hinanden, specielt på numre som ‘Immanuel’ og ‘The Groaning Creation’. Varm og underfundig jule-folk med masser af fine momenter og tekster med stof til eftertanke.
På pladen er der også enkelte numre, der har en mere højstemt tone. Eksempelvis lyder ‘A Silent Asylum’ mest af alt som en spirituel middelalder-vise, eller i hvert fald som Simon & Garfunkels fortolkning af en sådan. Det kunne være blevet for meget, men det både føles og lyder særdeles oprigtigt. Eneste deciderede afstikker på pladen er afslutningsnummeret ‘It’s December Again’, et stykke midtempo guitarpop, der sigter lidt efter ‘Happy X-mas (War is Over)’ med sit humanistiske budskab. ‘Endurance in Christmas Time’ er et tiltrængt åndehul i juleræset og en fin følgesvend til togturen hjem til andestegen.