Shaq Boosie
Cheff Records holder gryden i kog, og sender Shaq Boosie aka. TopGunn i byen, dog blot i ep-format til en derfor lidt komprimeret fest.
Vi bevæger os ikke overraskende stadig i et det Nørrebro’ske univers imellem røg, damer og fester, hvor Shaq kridter hjemmebanen så meget op, at han selvfølgelig kun kan tituleres som ‘Partydon’. Falsk beskedenhed klæder ingen rapper, og Boosie har da også mundtøjet nok i orden til at bakke alt gejleriet op. Både ’20er i byen’ og den vuggende bouncer ‘Sug mig’ byder på henholdsvis skarpsleben blær og herlig underlødig lyrik med debutantens energiske levering som motor.
Pato inviteres indenfor på ‘Hvor sku hun være’, mens den mest interessante feature er Aalborg-knægten Danni Toma, der sørger for yderligere frisk blod og en overordentlig stor forkærlighed for røg på ‘Hamrende skæv’. De musikalske referencer finder vi i grænselandet mellem klassisk laidback vestkyst og mere bastant, britisk grime-lyd, hvor Shaq dog ofte har så travlt, at flere skæringer ender som kortere fragtmenter snarere end reelle sange. Ikke at han og produceren Eloq mangler gehør for de mere rodfæstende hooks, hvilket den catchy electro-souler ‘Finde dig’ til fulde beviser.
Et lovende udspil fra det nyeste skud på den københavnske musikklan, der mest af alt emmer af uspoleret og antidogmatisk ungdom. Ikke det værste på en grå novemberdag.