Tanlines

Bandnavnet indikerer det så godt. Nemlig hvad man øjeblikkeligt omgives af med duoen Tanlines i ørerne: Solskin. Azurblåt hav. Kridthvide strande. Farvestrålende drinks. Det tager åbningsnummeret ’Brothers’ præcis 12 sekunder og tre bølgeskvulp at skifte lytterens position og humør til en strandstol og en lidt fjollet, uudgrundelig eufori. Farligt smittende beats overtager og fuldender illusionen, som lyttere af duoens tidligere produktioner vil genkende ganske godt. Tilbagelænet, men med en houset energi i behold. Det går direkte i hofterne.

Det Brooklyn-baserede producerpar forstod at udnytte momentum, da pladeselskabet Young Turks udgav et af duoens første numre, ’New Flowers’, i 2008. Da var balearic-bølgen ved at peake med det toneangivende svenske label Sincerely Yours i front for bands, som dyrkede et på overfladen ubekymret udtryk med masser af synth, diskante melodier og karakteristisk, organisk percussion arrangeret på en dansabel grundrytme.

Er tiden stadig til den kombination? Ja, når den er så veludført, som det traktement af solskin, Tanlines tilbyder os vinterblege, værdigt trængende vesterlændinge med de veloplagte singler ’All of Me’ og ’Real Life’. Og især når duoen evner at sænke tempoet til en stemningsfuld, nærmest nostalgisk og melankolsk svæver som ’Abby’.

’Mixed Emotions’ er Tanlines’ første rigtige favntag med albumformatet, eftersom ’Volume On’ fra 2010 fungerede som opsamling på tidligere smagsprøver. Så nu står den endelige prøve. Der ville være for langt fra hofterne til hjertet, hvis singlernes energiniveau var forsat. Men Tanlines består albumtesten. Også dettes navn er velvalgt.

Tanlines. 'Mixed Emotions'. Album. True Panther/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af