Mike Sheridan

Der er mange fine opdagelser på Mike Sheridans andet album. Hvert nummer har en lille overraskelse til dig. Det kan være en filmisk violinfrase, der viseagtigt giver sit besyv med og forsvinder igen. Eller blæsere der inderligt glider forbi i et vinterlandskab.

Freja Loeb og Ramus Walter gemmer sig også derinde. Til sidst optræder endda et kammerkor på albummets mest ambitiøse komposition. Alle overraskelserne (som nu er afsløret!) optræder i klangglade, vidtstrakte electronica-landskaber af lidt forskellig kvalitet. Arkitekturen er ikke lige overbevisende hver gang, specielt de mere eksperimenterende elementer virker søgende og lidt ufokuserede.

Den omtalte kammerkorsoptræden er for eksempel ikke så velfungerende i praksis, som den måske har virket på papiret. Harmonikken og melodien har ikke retning nok, og setup’et mangler en helhed, der giver de enkelte dele klar kompositorisk nødvendighed. De bedste bidder på albummet er dem, hvor en spændingsfyldt, kølig horisont mødes af et nærværende element a la den omtalte violin.

Her er Rasmus Walters popvokal på ‘Udsigt’ et andet enormt velfungerende eksempel. Mike Sheridan leger med at lade electronica og dance kigge hinanden i øjnene, men jeg ville ønske, at han var gået hele vejen og havde ladet nummeret ende i et endnu mere radikalt og skamløst Benny Benassi-agtigt klimaks. Albummets andet popforsøg med Freja Loeb er langt mindre velfungerende. Både melodien og teksten virker akavet og blodfattig.

Albummets mange overraskelser er fine, men mangler ofte en mere nuanceret emotionel form, der kan åbne op for de udsigter, der lægges op til.