The Blue Van
The Blue Vans forkromede karriereplan er måske modelleret over det sidste halve århundredes rockhistorie. Ihvertfald har de med deres langspillere tygget sig igennem tiden, årti for årti. ‘Would You Change Your Life?’ samler både op på evolutionen, men skridter også over 70’ernes glamrock og langt ind i 80’erne med tiltagende større armsving, så sager som titelnummeret, ‘Zeroes’ og ‘Take What You Need’ nærmest kysser The Darkness-territorie i højtravende opulence.
Singleforløberen ‘Dreamers’ og ‘Live’ bæres begge af poppede new wave-elementer, som den bjørneblødt pulserende, lune synthbas, der agerer rygrad i førstnævnte og sidstnævntes fænomenale c-stykke, hvor keys løfter giver en ellers banalt radiovenlig komposition smukke vinger. Bar-boogiebrawleren ‘Wake the Tiger’ trucker kromskinnende afsted og åbningsreplikken »Tell me when you leave / we’re gonna kick your ass!« burde samen med sangens drive og overlegne cruisergroove afvæbne selv de hårdeste rock’n’roll-aficionados. Sammen med ‘Harder Than A Diamond’ udgør den pladens behårede testikler.
Læs anmeldelse: The Blue Van ‘Love Shot’
Kontrasten er et par milde, soulede ballader som ‘Weary Eyes’ og ‘Stay’, hvor The Blue Van går Stevie Wonder og Lionel Richie i bedene og åbneren ‘Tightrope’ samt ‘I Thought You Liked Me’, der begge nærmest klinger som stadionskala-oppolerede Black Keys-covernumre.
Lyder det som et lidt i-øst-og-vest-skizoidt bundt at skulle overskue, så ja: Albummets gode variation er både en styrke og en akilleshæl, fordi spændet i udtrykket mellem de enkelte, ellers veldrejede numre undertiden bliver enormt. Det er derfor svært at forestille sig selv ærkefans forelske sig i mere end få af dette albums mange facetter, men retro er fortsat ikke noget skældsord i The Blue Vans gode selskab.