The Hills Are Alive

Hvis du bedrøver dig over, at sommeren er forbi, så kan The Hills Are Alive drømme dig tilbage til lyse nætter og uforpligtende romancer. Med sin catchy og stemningsfulde folkpop dokumenterer den danske kvintet – bestående af garvede musikere fra blandt andre moi Caprice og Juncker – at vi bør holde godt øje med dem fremover.

Allerede på ’Copenhagen Streets’ klinger det med iørefaldende, pop-psykedeliske harmonier i stil med The Raveonettes, og førstesinglen stiller sig hæderligt op i rækken af sange, der romantiserer vores hovedstad.

I forhold til bandets debut-ep fra sidste år må inderlighed i stedet for overfladiskhed siges at være den mest markante forandring, og den positive udvikling understreges især på den dryppende ’Limousines’. Blandt pladens stærkeste er også ’Feed the Rich’ med en vokal, som smukt synger sig vej mod et storladent og særdeles fængende omkvæd. Nummeret kendetegner den begavede balance mellem det komplicerede og det simple, som The Hills Are Alive demonstrerer flere gange undervejs.

Er du til Peter Bjorn and Johns kække riff og I Got You On Tapes atmosfæriske folk, er der således mange ligheder i The Hills Are Alives snørklede melodier. Det er veldrejede sange, der kan synges med på efter få gennemlytninger, men det halter lidt på den lyriske del, som fremstår meget uskyldig.

Det skæmmer dog ikke helhedsindtrykket af danskerne, som med deres debutalbum har forlænget sommeren for en stund.

The Hills Are Alive. 'The Hills Are Alive'. Album. White Horse Music/A:larm.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af