Dark Warble
Lyt til ep’en HER
Tid er penge. Har du ingen af delene, er Dark Warble måske det bedste bud på et nyt, dansk-amerikansk musikalsk knopskud at smage på.
Deres fire-numres debut-ep tager nemlig kun syv minutter at sætte sig ind i, koster lige hvad det passer dig og lyder tusindfold mere ambitiøs end det transatlantiske penneven-samarbejde egentlig er på papiret: Town Portal-guitaristen Christian Ankerstjerne og trommeslageren Jacob Koefoed fra støjrockduoen Battle har sammen bygget fundamentet af guitar, bas og trommer og sendt det over Atlanten, hvor Sadie Dupuis og Samuel Rosenberg fra henholdsvis Speedy Ortiz og Samuel Rosenberg fra Two Inch Astronaut har smurt sirligt duellerende girl/boy-harmoniske vokaler ovenpå.
Kender du ingen af de ovenstående obskure bands, som Dark Warble altså er udenomsbolleriet til, så fortvivl ikke. De er nemlig så tilgængelige og umiddelbare, som de bliver: Boblebrus-frisk indierock med sødmefulde, fingerflettende vokaler på en ultrasprød bund af Ankerstjernes tunge, støjknasende guitararbejde og Koefoeds kontante trommer.
Læs også: Breakin’ Sound 2013: De 10 mest lovende nye danske kunstnere
Førstnævntes særegne guitarsound og opfindsomme tuninger er det unikke appeal, der hæver dem op over den uendelige sværm af andre guitarrockbands.
Ep’en er et fantastisk førstehug, som er svært at kritisere i detaljen. Haps-numrene virker aldrig, trods længden, abrupte eller afsnuppede, men snarere som små, perfekte og selvindeholdte ellipser. Når der tilmed bliver plads til et overskudsagtigt afbræk som hjerteknuserballaden ‘Serious Dread’, der viser Robin Guthrie og resten af opløste Cocteau Twins, at dreampop-vindene stadig blæser friskt, glemmer man hurtigt, hvor ydmyg og mer-appetitvækkende en affære, ep’en er.
Jeg er ligeglad med portionsstørrelsen, bare der kommer mere. Hører I?