Peter Sommer

Peter Sommer har smidt guitaren og begået et monolitisk isbjerg af en sortsynet skilsmisseplade. Aftrækkeren er dels bruddet mellem Sommer og sangerinden Lise Westzynthius og dels det parkerede De Eneste To-projekt. ‘Alt Forladt’ er produceret af De Eneste To-tredjehjulet Stefan Kvamm, hvis lakoniske, underspillede electrolyd beskriver et spartansk tundralandskab mellem Massive Attacks mørkeste øjeblikke og, måske især i titelnummeret, Chromatics’ storby-blinkende synth-sensualitet.

Det virker næsten respektløst at sammenligne eksmand og -kone kunstnerisk, men det er svært at relatere til ‘Alt forladt’ uden at skele til Westzynthius’ anden halvdel af yin-yang-lagkagediagrammet, sidste års ‘Tæt på en kold favn’, som deler mange kvaliteter og skavanker med Sommers bud.

Læs anmeldelse: Lise Westzynthius ‘Tæt på en kold favn’

Deja-vuer og repetitioner florerer. ”For evigt” med ironi-gåseøjnene omkring titlen citerer Sommers egen ‘Rødt kort’ i linjerne »Og så hjem og sove / og på hovedet i seng«, ‘Tvivlen er i huset’ kommer i to distinkte varianter, som ganske vist er betitlet ‘Del 1’ og ‘Del 2’, men som mere føles som en original og et ekstra-dystert remix. Og prøv engang at spille ‘Hvorfor løb vi?’ i forlængelse af den ditto spørgende ‘Hvor langt skal vi ud?’. Tvillinger!

Et hæderligt terapialbum spøger i de kontrastudviskede sorte skygger på Kvamms midnatsblå lydbund. Men elektronikken virker ikke just som en kreativ rambuk, der bryder mure ned til en ny verden for Sommer. Snarere synes han malet op i en krog, og de ti numre føles som var de akkurat, hvad der kunne vrides ud af karkluden. Sommer er vendt til frostbidt vinter. Lad os håbe, at den ikke varer ved.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Peter Sommer. 'Alt forladt'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af