Rodriguez – for gammel eller syg

Rodriguez – for gammel eller syg
Foto: Janus Engel Rasmussen

Hvis man er en af dem, der spekulerer i, at Rodriguez manglende gennembrud i 70’erne skyldtes overproduktion, hvor intimiteten blev syltet til fordel for arrangementer, var man ikke i tvivl under åbningen af aftenens sidste tilløbsstykke på Vanguards store scene.

Den gamle amerikaner, der for små 15 år siden blev genopdaget af musikverdenen, blev effektivt kørt over af sit band, der de første ti minutter af koncerten jammede så meget, at man helt blev i tvivl, om de havde fået Rodríguez med. Først med ‘Crucify My Mind’ fik vi bekræftet, at de havde husket Rodriguez. Men meget væsen gjorde han ikke af sig, som han sad der midt på scenen under bøllehat og solbriller.

Det var derfor ekstra ærgerligt, når vi nu endelig havde opdaget, at stjernen var med, at koncertens kritisabelt lave lyd på forsangeren og den 71-åriges eget bidrag i form af en ret så rusten vokal, gjorde det svært at høre, hvad han sang og sagde.

Når han gik rent igennem, som han tilnærmelsesvis gjorde i løbet af settet på ‘The Establishment Blues’ og ‘I Wonder’, var det i sært slæbende og trætte versioner af sine egene sange, som publikum forsøgte at hjælpe godt på vej.

Især på ‘Sugar Man’ var der lidt tiltrængt symbiose mellem band, sanger og publikum. Rodriguez syntes lige at fjerne det værste støv fra hatten, som for at leve op til myten omkring denne sang, som mange nok var kommet for at høre. I de tre minutter lignede han og lød faktisk næsten som den Rodriguez, man kan høre på ‘Cold Fact’-albummet.

Ellers trådte vi alt for meget vande imellem isflager, som når covers af Nina Simone og Les Baxter fik os til at tvivle på, om Rodriguez lige tog en skraber, eller om han stadig sang og spillede.

Læs anmeldelse: Vanguard: Håkan Hellström var som pole-dancing uden pæl

Hvis man som anmelder kunne kvittere med mange stjerner, fordi kunstneren på scenen var en utroligt rar og gammel mand, som glædeligt delte ud af hippie-filosofi og livserfaring, ville Rodriguez have scoret topkarakter.

Jobbet er dog at anmelde musik, og her krævede det desværre ikke meget skarpsyn at se, at manden på scenen enten var alt for gammel eller alt for syg, når han tåkrummende ringe slog akkorderne an på sin spanske guitar. Mest af alt gjorde det ondt i hjertet at se en så dygtig sanger og sangskriver stå i den københavnske nat som en skygge af sig selv.

Rodriguez-004
Rodriguez-005

Koncert. Vanguard Music Festival.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af