Parquet Courts
Det går stærkt hos Brooklyn-punkerne Parquet Courts. Månederne siden deres suveræne debutalbum landede kan tælles på fingrene, men allerede nu er der med denne lille fem-numres ep flere skud i bøssen.
Hvis vi tager den fra en ende af, byder ‘You’ve Got Me Wonderin’ Now’ på præcis den samme paradoksalt skarptskårne, men alligevel så tilbagelænede slacker-punkede lyd, som prægede ‘Light Up Gold’, og med et tåbeligt fængende blokfløjte(!?)-riff som omkvædets omdrejningspunkt er det også klart ep’ens mest mindeværdige glimt.
Læs anmeldelse: Parquet Courts ‘Light Up Gold’
Ep’en fortsætter i samme ånd med ‘Descend (The Way)’ og den repetitive, postpunkede ‘The More It Works’. Førstnævnte er nærmest lige så fængende som albumåbneren, men den Talking Heads-agtige ‘The More It Works’ strækker Parquet Courts’ evne til at variere sig selv lovligt langt henover fem minutter – en ekstraordinær lang spilletid for et band, hvis numre ellers sjældent har passeret det halve.
De sidste to numre stikker helt af fra punken. ‘Fall On Yr Face’ lyder som en, heldigvis nådefuldt kort og skitseagtig, The Fall-pastiche, mens lukkeren ‘He’s Seeing Paths’ nærmest parodierer Beck eller Beastie Boys på valium med en ret så underholdende og røvslæbende gang slacker-hiphop med telefon-ringetoner henover et koklokke-inficeret beat. Desværre er sidstnævnte nummer også godt og vel dobbelt så langt, som det burde have været, og begge disse genreekskursioner er derfor mindre vellykkede og helhedsindtrykket af ep’en dermed også lettere usammenhængende. Skomager, bliv ved din læst!