På den danske musikscene snubler folk nærmest over hinanden for at klistre mærkater på Baby In Vain. Men de tre piger med den beskidte rocklyd og de vilde koncertoptrædener er uimponerede. Og de vil ikke sættes i bås. Vi prøvede at komme tættere på trioen, der fredag aften giver koncert i Pumpehuset.
»Vi er et nyt band, hver gang der bliver skrevet om os«.
Sådan opsummerer Baby In Vain den stormende modtagelse, de har fået på den danske musikscene i løbet af det seneste års tid. På kort tid har den cementtunge københavnertrio bestående af Lola Hammerich, Benedicte Pierleoni og Andrea Thuesen nemlig nået at tiltrække sig ikke så få forskellige genrebetegnelser. I nogles ører er Baby in Vain rendyrket grunge, komplet med 90’er-livslede og hullede jeans. For andre er bandet bannerførere for en ny generation af kvindelige danske rockmusikere. Og så har Sonic Youth-legenden Thurston Moore for nylig kaldt deres musik for »heavy dirty bluesy kind of shit«.
Siden en turné som support for The Floor Is Made of Lava bragte dem i søgelyset, har rygtet bredt sig om Baby In Vain som et af de mest lovende debuterende bands i landet. En trilogi af 7”-singler er enkeltvist landet hen over sommeren og efteråret, og et spillejob på årets Roskilde Festival er føjet til cv’et. Skoven af rosende adjektiver og folks forhippelse på at kategorisere deres musik tager bandet dog i stiv arm. Normbryderne Baby In Vain er ikke sådan at trænge op i et hjørne og putte i en kasse. For alting afhænger af øjnene, der ser, og ørerne der hører.
»Det er svært at kontrollere«, konstaterer Andrea i bandets øvelokale i et industrikvarter på Vestamager. »Et bands image er, hvad det bliver gjort til af alle mulige udefrakommende faktorer. Men vi spiller bare musik og har det sjovt. Vi gider ikke køre på den bølge, der hedder ‘fuck alting, vi er ligeglade.’ Men ofte er image noget underligt noget, for det er ofte folk selv, der bestemmer, hvad et band er for dem oppe i deres hoved«.
Trommeslager Benedicte og de to guitarister Andrea og Lola lægger derimod vægt på at være sig selv. »Vi har ikke noget fast image, for vores image er bare at være til stede. Men det er, som om vi bliver lavet om hver gang«, fortæller de undrende.
Dog er de opmærksomme på at undgå at placere ét bandmedlem i forgrunden på bekostning af de andre. »Vi har tænkt over, om vi har frontpersoner. Vi vil alle sammen gerne have noget indført, og vi vil gerne have, at resultatet bliver noget, vi alle godt kan lide. Sådan er det på alle punkter, også med pr og albumcovers. Så der er er ingen rollefordeling. Bene er mere praktisk og ordner noget med penge, men derudover er vi alle lige engagerede i det hele. Der er ingen frontfigur. Bene er frontfigur! I hvert fald lige så meget som mig og Andrea«, siger Lola, mens Benedicte griner.
Gammelmandsrock
For Baby In Vain er det ikke alderen, der trykker. Benedicte og Andrea fik deres studenterhuer i sommer, mens Lola stadig går i gymnasiet. Og deres unge alder har fået både publikum og musikerkolleger til at falde på halen som dominobrikker. Mange er benovede over, at de sammen har fundet frem til et så råt musikalsk udtryk, som efter manges mening normalt kræver mindst dobbelt så mange tunge livserfaringer i rygsækken.
»Da vi indspillede, sagde vores producer Johan Lei Gellett: ‘Jeg fatter ikke, hvordan man kan være så ung og spille sådan noget. Man skal have levet et helt liv for at spille på den måde’«, siger Lola og efterligner den måbende producers reaktion. »Men vi kan afsløre, at vi faktisk er blevet bodysnatchet af en 42-årig mand. Inden i os sidder der nogle gamle mænd«, røber Benedicte. »Jeg kan godt lide gamle mænd, der spiller rock«, siger Lola. »Ja, KISS har da stadig et rimelig godt show«, tilføjer Benedicte ironisk.
Baby In Vains usædvanlige alder og køn har da også givet anledninger til spekulationer om, at en voksen næsten må have haft en finger med i spillet. For nylig er man endda begyndt at hviske i krogene om, at en af dem skulle være i familie med et medlem af D:A:D. Verden har tilsyneladende stadig svært ved at tro på, at Baby In Vain virkelig har fundet på det hele selv og har samlet instrumenterne op helt af egen drift. Og mange studser over, at så unge piger er tiltrukket af rockens hang til det grimme og uperfekte. Andrea fortæller ganske vist selv, at hun havde en musikinteresseret klasselærer i 8. klasse, som opfordrede hende til at høre Sonic Youth-albummet ‘Dirty’, og at mødet med den rå støj inspirerede hende til at begynde at spille guitar. Men selv understreger pigerne, at det ikke så meget er påvirkninger udefra, men mere den gode dynamik imellem dem, som deres musik vokser ud af.
Sonic Youth ‘Sugar Kane’
»Vores lyd er noget, vi har udforsket sammen som band«, siger Andrea og forklarer, at de har gjort deres meget forskellige musikalske baggrunde til en styrke, som de henter originalitet og kreativitet i. Og deres udtryk kan ikke koges ned til én bestemt genre som stonerrock, grunge, indie- eller garagerock.
»Musikalsk kommer vi mange steder fra, men det har gjort, at vi har kunnet finde frem til noget nyt i fællesskab. De mange forskellige elementer har fået os til at opfinde os selv i nogle genrer, vi ikke helt ved, hvad er. Det gør det svært at lave sange nogle gange, men det er også det, der gør det fedt. Vi har inspireret hinanden, og det er det, der er så optur«.
Baby in Vain ‘Corny #1’
Den fede rock
Det kreative overskud og glæden ved hinandens selskab skinner også igennem i Baby In Vains svedige, intense og hårdkogte koncerter, hvor pigerne vrider sig på scenen, falder, rejser sig op igen og spiller videre, som om intet var hændt. Andrea fortæller, at hun engang lavede et knee-slide hen ad scenegulvet så hårdt, at hendes bukser revnede.
»Jeg tror, vi er ret fascinerede af hele den der rock’n’roll-vibe«, indrømmer Lola, og Andrea uddyber: »For mig er rock én stor energiudladning. Man kan virkelig miste sig selv i det. Det er sindssygt fedt at spille, fordi man ikke skal holde sig tilbage. Man giver bare slip og fortaber sig i det, og så vender man tilbage til virkeligheden, når man har spillet koncerten eller hørt pladen færdig. Det er bare den fede rock!«
Den første i rækken af tre 7”-singler med sangene ‘Corny #1’ og ‘The Thrill’ er lutter tonstunge rundgange, sandblæste melodier, fræsende udladninger og drævende, snerrende vokal. Og selv om de ikke bruger den klassiske rockskabelon med guitar, trommer og bas, savner man på ingen måde det dybe pulsslag i musikken.
»Vi er blevet bedre til at finde ud af, hvordan vi får noget bas i det, når vi ikke har nogen bassist«, siger Andrea, der sammen med Lola skriver sangene, og begrunder selvironisk deres fravalg af en bassist med, at de begge to gerne vil spille soloer. »Jeg tror ikke, vi kommer til at blive lige så tunge, som da vi startede. Vores nye sange bevæger sig i en anden retning. Vi har fundet ud af, at vi kan mere nu, så derfor har vi brug for at udfordre os selv mere. Så det er ikke længere nok bare at stå og spille en åben D-akkord«, siger Andrea og demonstrerer en temmelig uinspireret luftguitar.
Hvordan finder I den tunge og dystre side frem i jer selv?
Andrea: »Selv om vores sange ikke er vildt dystre, så er det heller ikke glad musik overhovedet. Jeg tror, vi har nemmere ved at fortælle historier i et dystert univers end i et, der er glad og lykkeligt« Lola: »Det gælder også for mig, når jeg selv hører musik. Jeg kan bedre relatere til noget dystert«. Andrea: »Det får nogle følelser frem«. »Ja«, siger Lola og tilføjer: »Jeg føler heller ikke, at jeg giver noget til folk, når jeg siger, at jeg har det helt vildt godt. En af de ting, man bruger musik til, er jo at vise nogle af de følelser, man har i sit liv«. Andrea: »Men for det meste, når vi er sammen og spiller ude, har vi det virkelig sjovt. Så musikken bliver til en ramme, hvor vi kan få afløb for de ting, der er frustrerende. Men vi har også sange, som ikke handler om noget, men bare er sjove ord sat sammen, for eksempel ‘Taught by Hand’ som bare er en åndssvag historie. Den handler om en fyr, der hver weekend tager i byen og prøver at score, og så ender han altid med at tage hjem og wanke i stedet«.
Er den baseret på virkeligheden?
»Ja, det er en af vores venner. Vi plejede at dedikere den til ham«.
Kvindeband ved et tilfælde
Baby In Vain blev dannet i 2010 til en releasekoncert for det ligeledes helt hunkønnede garagerockband Cherry Overdrive. Selv om pigerne kom i de samme københavnske musikkredse og havde stødt på hinanden før, var det lidt af et tilfælde, at de fandt sammen.
»Jeg gik ud til Lola og Bene og snakkede med dem. Så sagde de, at de havde startet en dynamisk duo«, fortæller Andrea. »Vi sagde bare, vi havde startet en duo«, retter Lola. »Nej, I sagde altså den dynamiske duo«, insisterer Andrea, mens de alle tre flækker af grin. Lola har sin version: »Andrea var meget ivrig for at være med, og så blev vi venner. Mig og Bene havde også kun hinanden på det tidspunkt«.
Lola fortæller, at hun gennem nogle drengevenner blev tiltrukket af rock og rul allerede som 12-13-årig: »Da jeg begyndte at interessere mig for musik, var det de samme drenge, der tog mig med til koncerter på Lades Kælder og Rust«. Gennem sin opvækst har hun aldrig følt sig udstødt fra musikmiljøet, fordi hun var pige: »Jeg føler ikke, der er nogen barrierer for piger, der gerne vil spille musik. Folk er tværtimod interesserede og vil gerne se det«.
Benedicte husker dog også skeptiske reaktioner fra drengevennerne: »Da vi fortalte, vi havde dannet et band, sagde de bare ‘hø-hø’«.
Men faktisk blev trioen til virkelighed, fordi pigerne gik godt i spænd og simpelthen havde det sjovt i hinandens selskab. »Når man har fundet noget, man er glad for, bliver man ved med det«, forklarer Lola. Inden det afgørende møde havde Lola og Benedicte allerede spillet sammen på en musikskole. »Da var du jo nærmest kun 12 år gammel, Lola«, siger Benedicte og smiler til bandkammeraten. »Men inden da kendte jeg ikke nogen piger, der interesserede sig for rock«.
Da de besluttede at danne Baby In Vain, skete det ikke ud fra et ønske om at lave et kvindeband. Og først senere gik det op for dem, at omverdenen lagde mere vægt på deres køn, end de nogensinde selv havde gjort. Andrea: »Der gik en del tid, før det gik op for os, at vi faktisk var et kvindeband. Jeg havde tænkt det lige i starten, men da vi først kom i gang med at spille sammen, var det ikke vigtigt«. Lola: »Ja, det var sådan lidt: Vi ved altså godt, at vi er piger. I behøver ikke blive ved med at minde os om det. Vi havde ikke lagt særlig meget i det selv«. Lola: »Ja, det var sådan lidt: Vi ved altså godt, at vi er piger. I behøver ikke blive ved med at minde os om det. Vi havde ikke lagt særlig meget i det selv«.
Pigerne fortæller også, at de engang blev inviteret til at medvirke i et radioprogram om 70’er-kvinderockgruppen Shit & Chanel – et band som de ikke føler noget slægtskab med og ikke var interesserede i at blive sammenlignet med. Men Baby In Vain er klar over, at de som pigeband skiller sig ud fra mængden på godt og ondt. For mens det på den ene side er nemmere at fange offentlighedens opmærksomhed, bliver de også hurtigere typecastet på deres køn: »Mange rockbands tager et valg om, at de skal fremstå på en bestemt måde ved for eksempel at have støvler på eller sådan noget. For pigebands bliver deres image bare det, at de er piger«.
Hvordan kan det være, at det er en sensation, at kvinder spiller rock?
»Det er ikke set så ofte. Det ville være ligesom, hvis man havde et band bestående af en kat og en and«, siger Andrea med tyk ironi og fortsætter: »Eller hvis tre døve eller blinde startede et band og spillede sygt godt. Så ville folk også tænke ‘wow’«. »Jeg synes altså, vi udstiller det at være kvinde som et eller andet underligt handicap«, indvender Lola. »Min pointe er bare, at det stadig er et særsyn. Folk har ikke nået at vænne sig til det«, siger Andrea. Den forklaring lader til at blive godtaget af bandkammeraterne.
Deres samtale overdøver baggrundsstøjen af en flænsende heavy metal-solo fra et af de mange omkringliggende øvelokaler. Da vi senere følges ud, passerer vi to høje, hærdebrede fyre omkring de 40. Den ene er en kronraget tyrenakke i camouflagetøj. Den anden har læderjakke og sort hår i hestehale. Lola, Benedicte og Andrea går småsludrende forbi dem i døren uden så meget som at løfte et øjenbryn.
Symbiose med musikken
Øvelokalet deler de med to andre bands. På bagvæggen i lokalet har Baby In Vain lavet en lille æresvæg med klenodier og souvenirs fra deres fælles eventyr: En t-shirt med logoet fra yndlingsfilmen ‘School of Rock’, som de fandt tilfældigt i en berlinsk genbrugsbutik. En koncertplakat med et billede af de hvidskæggede og banjospillende pensionister i Fairport Convention, som de har nakket fra spillestedet Gimle i Roskilde. Et glittet fanbillede af boybandet One Direction. En stribe pasfotostrimler i sort/hvid med ansigterne af tre glade og euforiske teenagepiger.
Bandet skal have taget fotos. De tre piger springer omkring på taget af industribygningen og laver parodier på rockposeringer med underbid og spændte biceps. Lola har fundet et ventilationsrør, som hun tager på hovedet.
»Jeg kunne faktisk camouflere mig som One Direction-medlem«, siger Benedicte om sit portrætfoto. »Ja, du kunne sagtens snige dig ind på scenen«, svarer Andrea. »De ville bare tænke, ‘Hey, var Harry der ikke lige før?’ Ingen ville opdage noget«.
Hvilken følelse giver det jer at spille?
»Det er sjældent, at man kan blive så excited over noget. Det får én op at køre, og man får sommerfugle i maven«, siger Lola med et begejstret blik. »Ja, og det at føle at man på en totalt ukontrollerbar måde har 100 procent kontrol over en situation – uden at have det overhovedet. Det er en kæmpe boble af stress inde i én, og når man så går i gang med koncerten, er det sindssygt forløsende. Det hele ryger bare ud, sådan… splat!«, siger Andrea og laver en pruttelyd, som får hende og Benedicte til at gå i et gensidigt feedback-loop af et grineflip, som først driver over tre minutter senere.
Imens forsøger Lola at bevare alvoren: »At spille live er en ret ekstrem oplevelse, som man får så sjældent. Jeg kunne godt tænke mig at leve hele livet sådan, men efter tre koncerter er man allerede helt smadret«, funderer hun.
I fremtiden vil Baby In Vain med deres sædvanlige kompromisløshed gerne udforske studieoptagelser på den dyre måde, seriøst og uden tidspres. Men lige nu betragter de primært sig selv som et live-band. Deres sange er skrevet til at blive fremført live, og koncertoplevelsen er vigtig for dem.
Andrea: »Når man spiller koncert, glemmer man alle de kedelige hverdagsting som skole, arbejde og købe ind, fordi man bare lever. Lige i det øjeblik lever man i den rock’n’roll-romantik, som man har forestillet sig i alt, hvad man har læst og hørt«. Lola: »Men når man kommer hjem igen, får man nederen«. Andrea: »Ja, man har virkelig været på toppen og følt sig uovervindelig, men når man så kommer hjem, og man skal op og på arbejde, så er man pludselig et helt normalt menneske igen«.
Men lige så meget som koncerter kan være et afbræk fra hverdagen, lige så hårdt et arbejde kan det være at spille.
»Nogle gange føler man, at publikum har magten. Man skal klart overvinde dem og få dem over på ens side«, siger Lola. »Men hvis publikum er med og danser, så er det helt klart, at man slipper sig meget mere løs«. Andrea: »De bedste koncerter er de dér symbioser, hvor man får det fra publikum, som man skal bruge til selv at spille en fed koncert. Og vi giver publikum det, de skal have, for at få os til at spille fedt. Det hele kører bare i ring«. Lola: »Samtidig med at man har givet noget til andre, har man også givet noget til sig selv. Det er så syret. Man får en adrenalinting, som stoffer kan give, men bare uden bivirkninger«. Andrea: »Det giver en særlig samhørighedsfølelse. Det er følelsen af at være i kontakt med hinanden. Jeg har prøvet at forestille mig at stå alene som solist på scenen, og jeg ville slet ikke have samme optur over det. Det her er noget, vi gør i fællesskab, og det føles sindssygt fedt at have et fælles mål for noget«. »Men jeg ville gerne leve et helt liv med det. For man føler virkelig, at man lever og opnår noget, når man spiller. Man føler, at der er nogen, der bliver glade. At man har udrettet noget«, siger Lola.