Baby In Vain – utæmmet garagefest sked på lydproblemer

Koncerten startede mildest talt skidt. Man kunne forestille sig den endnu unge pigetrios nervøsitet, og så samtidig at stå overfor tekniske problemer må have været næsten ubærligt. Så meget desto mere cool virkede deres overskudsagtige tilbagevenden, da der endelig kom styr på teknikken efter et kvarters ventetid. Ikke nogle bævende stemmer eller forsigtig ansporing. Fuld skrald på den snavsede guitarstøj, og før man fik set sig om, havde man helt glemt problemerne.

Baby In Vain er nærmest fra den ene dag til den anden tordnet frem på den danske rockscene. Trioens djævelsk tunge stoner- og garagerock associerer man ikke ligefrem med et pigeband, men kombination af hård tråd og hæse kvindevokaler virker forfriskende på den mandsdominerede scene.

Læs også: Baby In Vain: Dem glæder vi os til at se på Roskilde Festival

Mængden af mennesker til Pavilion Juniors sidste koncert afspejlede også den stigende opmærksomhed omkring bandet. Propfyldt. Og selv om det første kvarter gik med forvirring, hujen og en lille smule brok, blev Baby In Vain stormende budt velkommen tilbage. De svarede igen med mure af guitarstøj.

Bandets repertoire spænder fra dronebaserede sværvægtsnumre til mere upbeat garage-skæringer, og ’Till The Day I Die’ og ’Sweetheart Dreams’ blev med deres tonstunge guitarriff mikset med mere klassiske rockmelodier som fræseren ’The Catcher’. Præcis den vekslen gav koncerten et ekstra løft, for når dronerne blev for ensformige, blev de behændigt afløst af et mere livligt guitarriff eller en mere eksperimenterende passage.

Læs også: Backstage: Baby In Vains Roskilde-debut

Baby In Vain formåede, på trods af den uheldige start, med lethed at hamre sig ind på publikums net- og trommehinder. Numrenes detaljerigdom og de små finurligheder i kompositionerne efterlod ikke meget tilbage at savne, og når guitaristerne Andrea og Lola svajende konfronterede hinanden i den røgfyldte scenebelysning, følte man sig helt suget tilbage til 90’ernes grungescene.

Vokalsamarbejdet var dog til tider en smule mudret. Det er selvfølgelig vigtigt, at stemmerne forbliver hæse og beskidte, men til tider endte de to vokaler med at forstyrre hinanden mere end at hjælpe. Og det var en skam. For når den fængende og skrabede lyrik spyttes mod lytteren, vil man gerne have det hele med.