Future Islands
Da Future Islands udgav deres tredje album, ’On the Water’, tilbage i 2011, banede det vejen for et mindre gennembrud. I hvert fald så meget, at den 80’er-romantiske Baltimore-trio nu er kommet i fint selskab på indie-fyrtårnet, pladeselskabet 4AD, som står bag udgivelsen af gruppens nye udspil. Det kunne jo være formlen på det længe ventede indtog hos en bredere lytterskare, og selve albumtitlen siger vist også en hel del om de tre efterhånden garvede herrers selvtillid og ambitionsniveau.
Læs anmeldelse: Future Islands ‘On the Water
Future Islands kan bestemt noget med at skabe drømmende klangflader i douche akvarelnuancer, der underbygger de længselsfulde tekster om fortabelse og kærlighed. Guitarist/bassist William Cashion låner en hel del fra 80’ernes flamboyante, nyromantiske stormestre med glasklare guitarfigurer og tunge basgange, og sammen med den nyerhvervede producer og tidligere Beach House-kollaboratør, Chris Coady, formår keyboardansvarlige Gerrit Welmers at piske en luftig skum af bedøvende blide synthesizere sammen til at kontrastere mørket, der lurer i krogene. Men trioen får sit helt særlige shine i kraft af frontmand Samuel T. Herrings dybe og hyperinderlige soulvokal – uden Herring er det svært at forestille sig Future Islands for alvor skille sig ud i mængden af lignende bands som Wild Nothing, Lower Dens og Wild Beasts, til trods for de gode melodier.
Selv om Herrings dirrende følsomme vokal, med dens Antony Hegarty’ske finesser, stadig bruges intensivt teatralsk, er de overdramatiske parodier, som prægede ’On the Water’, her nedtonet. Med sit uptempo-beat er ’Seasons (Waiting On You)’ i stedet en fuldstændigt renskåret, eminent episk albumåbner, der leder over i de lige så heftigt opsvulmede ‘Spirit’ og ‘Doves’. Og der er også plads til slowburner-ballader som den tindrende ’A Song for Our Grandfathers’ og ’Sun in the Morning’. Men på numre som den sortnende ’Fall From Grace’ hvæser og growler Herring arrigt helt nede i de dybeste tonelejer frem for at himle rundt med store armbevægelser og rive sit hjerte ud af brystet.
Læs også: Se Future Islands nylegendariske optræden hos Letterman
Det virker mere ligefremt og inderligt end opstyltet, men når man først har vænnet sig til den dirrende overdramatik på ’On the Water’-numre som ’The Great Fire’ – duetten med Wye Oak-sangerinde Jenn Wasner – kan man godt småsavne den lidt her. Nuvel, ’Singles’ står, teatralsk eller ej, som en solid og stærk tilbygning til Future Islands’ tidligere album. Og så er det ret svært at forestille sig, at man nogensinde kan få for meget af Herrings hypnotiserende vokal.