Blaue Blume – en kamp for opmærksomheden
Kl. 20:42 begyndte Vikingeskibene deres skramlende rotation lige til venstre for Biergarten, hvor Blaue Blume tre minutter senere skulle give koncert. Og alt i alt var det nyudklækkede artrock-orkesters største udfordring lørdag aften at udkonkurrere Tivolis støjende omgivelser og insistere på at være hovedpersoner til deres egen koncert på den trange scene, der hævet et par meter over den smalle passage var omgivet af kulørte lamper, pyntesyge træheste, blomsterdekorationer og tyrolerinspireret træværk.
Umiddelbart burde denne sag ikke være et problem for bandet, der har imponeret med deres teatralske lyd, lige fra de uforvaret delte nummeret ’On New Year’s Eve’ på nettet sidste år. Blaue Blume er ikke bange for de helt store armbevægelser, hvilket kom til udtryk ganske bogstaveligt fra settets første nummer ’Birthday’, hvor forsanger Jonas Smith ubesværet blændede op for sin omnipotente operettevokal med fagter og længsel i sit intense blik.
Læs anmeldelse: Marvelous Mosell til Offspring Festival
Under de vilde guitarpassager i ’Jealousy’ formåede Blaue Blume for alvor at overdøve Den Gamle Rutsjebanes rumlen, og da Smith under den følgende levering af ’Lost Sons of Boys’ lagde guitaren og helt helligede sig sin vokal og sit intense kropssprog, kvitterede Biergarten med behørig begejstring. Koncerten nåede et veloplagt højdepunkt, da gruppen fortsatte med ’In Disco Lights’, der med sine Cocteau Twins-glitrende guitarer og Smiths her ubekymrede, næsten trallende vokal fremstår som Blaue Blumes mest ligefremme nummer til dato.
Læs anmeldelse: The Minds of 99 til Offspring Festival
På trods af dramatiske fagter og potent spil fra alle fire bandmedlemmer truede Biergarten alligevel med at indlemme Blaue Blume i sit stilforvirrede interiør som en form for integreret husorkester, men selv om de larmende og besnærende sceneforhold gjorde sit for at stjæle hovedrollen under aftenens koncert, imponerede Blaue Blume stadig som noget af det absolut mest ambitiøse og potente yngel, den danske musikscene har fremavlet det sidste år.