The Minds of 99 – intensiteten som brændstof

Plænen er lidt et utaknemligt sted at spille til Offspring i Tivoli. Scenen er gigantisk at fylde ud, og pladsen foran enorm. Specielt når man som The Minds of 99 ikke engang har udgivet et album endnu.

Med seks mand på scenen gjorde bandet dog deres for at skyde deres postpunk op til stadionstørrelse, hvilket fungerede gradvist, men kun når intensiteten i popelementerne fik lov at skinne igennem. Netop her blev man hevet ind, når melodimaterialet skinnede igennem, mens opmærksomheden under de mere instrumentale passager levede sit eget liv.

’Barn af min tid’ skød det hele i gang, og med en stærkt hypnotisk basgang, lyse keyboardtoner og Niels Brandts smånasale vokal blev der lagt en energi for dagen, der fortsatte over i ’Rav’, som med New Order-klingende guitar og et medrivende syng-med-omkvæd om »mig og min baby« fortsatte den gode start. Brandt lignede en, der havde lyst til at skrige, men han gjorde det aldrig.

Mens alle medlemmer hoppede i takt, virkede den trance-agtige og næsten instrumentale ’Fuglebur’ dog lidt som en postpunk-dydig ørkenvandring, mens den dystert hypnotiske ’Jeg lytter’ forkert drejede tingene helt ned i tempo uden at slutningen blev den eksplosion, der var tænkt.

Læs anmeldelse: Marvelous Mosell til Offspring Festival

Niels Brandt alene med en guitar var ligeledes et noget fladt indslag – den slags intimitet mestrer bandet ikke endnu. Det kan virke letkøbt at skrive, at en koncert var bedst, når der var ’gang i den’, men det var uden tvivl her, The Minds of 99 formåede at komme ud over den store scene. Som med de galopperende trommer på ’Tivoli’, hvor Brandt med masser af ekko på vokalen røg ned i et dybere register og guitarerne støjede som til en kælderkoncert.

Midtvejs i koncerten blev højdepunktet leveret. ’Det er Knud som er død’ er gruppens bedste nummer. Iskold bas og guitarer, der ringler som blev de spillet i en drypstenshule. Her var den rendyrkede intensitet i front.